Åen – et tidsbillede – skrevet af Jens Chr. Lund

95

Åen – et tidsbillede – skrevet af Jens Chr. Lund

Billedet af min barndoms å står lyslevende printet i min erindring. Et vandløb der klukkende og rislende snoede sig gennem fordige enge. Storken, der om sommeren spankulerede rundt mellem høstakkene på jagt efter føde, mens duften af enghø bredte sig over engdragene. Åens mange indbyggere – store som små – levede en sorgløs tilværelse i det klare vand, kun underkastet naturens regler for overlevelse. En sjælden gang kunne det ske, at en enlig lystfisker forvildede sig ud på de ofte sumpede enge og bragte en vis forstyrrelse i den daglige idyl.

VidåI adskillige år passende jeg hver dag åen på min vej til skole. Mange gange er det sket, at jeg på hjemvejen er stoppet op ved broenfor at iagttage det fascinerende liv, der udfoldede sig under vandspejlet. Fisk var der nok af dengang. Vandet var rent og klart, og der var masser af fødemuligheder og skjulesteder. Med urmenneskets jagtinstinkt i behold opstod der hurtigt den tanke i mit sind, at det måtte kunne lade sig gøre at fravriste åen en eller flere af dens vimse indbyggere. Som otteårig fangede jeg min første fisk – en skalle – med den obligatoriske pilekæp og murersnor samt en rigtig fiskekrog indkøbt i den lokale brugs. Jeg husker, hvor stolt jeg var, og jeg husker min far, som – selvfølgelig – roste fisken i skyhøje vendinger. Grundlaget var skabt for et langt lystfiskerliv.

I takt med årstidernes skiften forandrede åen karakter. Når efterårets nedbør satte ind, svulmede åen op og oversvømmede engdalen og bragte væde og gødning til enggræsset og de øvrige planter på engen. Det samme skete med usvigelig sikkerhed hvert eneste forår, når tøbruddet satte ind. Åen blev da nærmest til en flod, og sommerens sindige strømhvirvler afløstes nu af rasende strømme, der truede med at underminere brofundamenter og åbrinker.

Åen havde i umindelige tider levet i harmoni med det liv, der udfoldede sig under vandspejlet og de mennesker, som dagligt færdedes ved åen og på engene. Menneskene havde lært at indrette sig efter åens omskiftelige luner – også i de tilfælde, hvor voldsomme trodenbyger i sommertiden resulterede i pludselige oversvømmelser og deraf følgende transport af høstakke over på naboens engstykke. Tvivlsspørgsmål om ejendomsretten blev altid løst i mindelighed. Alle var klar over, at det var åen, der bestemte tingenes tilstand, og sådan havde det været i generationer.

Åen - et tidsbillede - skrevet af Jens Chr. Lund - Vidå - Michael OlsenDenne tingenes tilstand og stille harmoni skulle dog ikke vare ved. Efterhånden som landbruget i efterkrigsårene blev mere og mere mekaniseret, opstod der blandt driftige folk tanker om, at åen skulle reguleres og engene omdannes til frodige kornmarker. En skønne dag dukkede der en vældig gravemaskine op på engen og begyndte at udgrave et snorlige åløb, mens de gamle åslyngninger efterhånden blev fyldt op med den opgravede jord. ved denne proces gik det meste af åens oprindelige dyreliv til grunde, men menneskene var ligeglade.

Fremskridtet havde sejret – troede de.

Til at begynde med gik det som menneskene havde forudset. Åensvand flød hurtigere til havs, oversvømmelserne blev en saga blot, og engene blev mange steder til frodige kornmarker. Men ret hurtigt viste det sig, at naturen ikke altid er til sinds at indordne sig under menneskenes påfund. Engene tørrede mere og mere ud, og kornet voksede ikke mere som menneskene ville. De fleste steder kom engene igen til at tjene til græsning for kreaturer, men græsset voksede ikke mere så saftigt og frodigt som før. Høslæt kunne stort set ikke mere betale sig, og efterhånden fandt meneskene ud af, at deres indgriben i naturen ikke var så god en ide, som de første havde troet.

For åens dyreliv – og især for fiskene – var reguleringen katastrofal. Mange fiskearter forsvandt, og mange gydebanker forsvandt. Åen var blevet til en kanal med hurtigt vandgennemstrømning. Dette betød øget sandvandring og tilsanding af gydebanker, hvor ørrederne før havde lagt deres æg. For at gøre ondt værre, begyndte menneskene også at anvende maskiner til grødeskæring, og samtidig blev vandkvaliteten mere og mere forringet på grund af øgede spildevandsudledninger. For at sikre laksfiskenes bevarelse var det nødvendigt for de fleste lystfiskerforeninger at foretage regelmæssige udsætninger af fiskeyngel i store mængder. På længere sigt var dette ikke nogen holdbar løsning, idet overgangen fra det beskyttende dambrugsmiljø til den barske natur  som oftest resulterede i en høj dødelighed af de udsatte fisk.

Åen - et tidsbillede - skrevet af Jens Chr. Lund - Vidå - Michael OlsenEfterhånden indså menneskene, at denne udvikling ikke kunne var ved, der opstod ideer om at føre åen tilbage til dens oprindelige løb g genoprette tidligere tiders idyl. Disse ideer er nu ved at blive ført ud i livet, og mange steder har man allerede genskabt de gamle åslyngninger til gavn for både naturen og fiskebestanden.

Min barndoms å ligger dog stadig hen som et minde om fortidens synder. Kun ca. en kilometer bugtet åstrækning er bevaret fra dengang. lodsejerne var vis for det. Forhåbelig vil gravemaskinen igen en dag finde vej til åen for at genoprette de skader, som i sin tid blev gjort mod vandløbet og dets omgivelser. Om tilstandene nogensinde bliver helt de samme igen er dog tvivlsomt, og i givet fald vil udviklingen sikkert tage mange år. det gamle ord om, at der er hurtigere at nedbryde end at genopbygge, kommer her til fuld ret.

Digteren Jeppe Aakjær var enestående til at beskrive naturen og gengive naturstemninger på tryk. Noget af det allersmukkeste han ha skrevet, et efter min opfattelse følgende vers fra digtet “Jylland”, 1905:

Der ruller de bække så tungt gennem dal,
langmodigt ta`r åen imod
og skrider til havs i en sindig spiral,
forinden den drev det til flod.
Men hvor den kan glitre en sensommerkvæld,
når laksen går op mod dens strøm,
når siv og når flæg
får dugstænk i skæg,
og dagen går bort som en drøm

Jeppe Aakjær

Åen – et tidsbillede – skrevet af Jens Chr. Lund

Åen - et tidsbillede - skrevet af Jens Chr. Lund

Åen – et tidsbillede – skrevet af Jens Chr. Lund