Laksefiskeren fortæller – Peter Cramon
Hvem er du:
Jeg er 59 år og bor i Ringkøbing med min hustru. Har 3 børn og 3 børnebørn. Den yngste af mine drenge, som bor i Ringkøbing er også ivrig lystfisker ved Skjern Å. Når det er muligt, fisker vi rigtig gerne sammen.Jeg arbejder til daglig i Ringkjøbing Landbobank, hvor jeg har været i ca. 39 år.
Antal år ved din å ?
Jeg har fisket i 5 år ved Skjern Å.
Antal fisketure til din å på en sæson:
Ca. 2 gange om ugen er et bedste bud. Fisker en del i foråret og hen over sommeren, og knap så meget i efteråret. Ofte er det ret korte ture efter fyraften.
1 . Fortæl lidt om hvorfor du er laksefisker ved Skjern Å og hvad det giver dig af berigelse ?
Det at gå med stangen i hånden ved Skjern Å er fantastisk givende på mange forskellige måder. For det første er der langs åen en smuk og unik natur, uanset om du fisker på det yderste stykke mod fjorden eller ved Sdr. Felding/Skarrild. En meget forskellig natur fra det barske, hvor man ofte står i ret hård vind, og så hvor man andre steder fisker med høje træer omkring sig.
Samtidig er det skønt at møde alle de passionerede lystfiskere langs åen og få en god ”lystfiskersnak” om stort og småt. Det sociale element har også en stor betydning. Det der naturligt også driver mig, er den adrenalin, som kører rundt i kroppen, når laksen får fat i spinneren. Det er en fantastisk oplevelse hver eneste gang, og det er noget, som er kraftigt vanedannende. En tur til åen efter en travl dag gør, at ”tavlen” hver eneste gang er ”vasket ren” igen, og energidepotet er fyldt op.
- Hvad gjorde at du valgte og dyrke laksefiskeriet? og dyrker du andet fiskeri?
Jeg fiskede meget i de yngre år og primært i de mindre åer. Da der kom børn til blev fiskeriet mere eller mindre lagt på hylden. Dog blev det en gang om året til en tur til Bjerkreimselven efter laks, da min fætter bor i Norge. I 2020 fik jeg lysten til rigtig at gå i gang igen med lystfiskeriet, og jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være Skjern Å, da laksefiskeriet altid har haft en høj prioritet. Udover Skjern Å fisker jeg lidt i Gudenåen og lidt i Hover Å, som ligger tæt på Ringkøbing. I Gudenåen er det efter laks og i Hover Å efter bækørred og havørred.
3. Hvilket stykke ved åen er dit favorit stykke og hvorfor netop det?
Det var et svært spørgsmål, da jeg elsker at gå over det hele, idet stykkerne kan forskellige ting alt efter vandstanden, årstiden m.m. Men det yderste af Borris stykket startende fra Landevejsvinget og opstrøms derfra må være et af favoritstederne. Det holder en del fisk og naturen på stykket er super skøn. Og samtidig er man sjældent alene, da køerne ofte nysgerrigt kom hen og hilser på.
- Hvilken flue/spinner er din favorit til Skjern Å , og hvad gør du netop har den som favorit.
Jeg bruger mere eller mindre de samme 2 spinnere hele året. Sort/gul med guldblad og helt sort med sølvblad. Skal jeg vælge en favorit må det blive sort/gul med guldblad. Jeg tror lidt, at det helt afgørende er, hvordan spinneren præcis vender på selve standpladsen, og dermed ikke så meget farven på kroppen/bladet.
- Hvordan bliver 2026 for dig ved Skjern Å og hvordan ser du fremtiden for Skjern Å med dine ord?
Jeg håber, at 2026 giver de samme store oplevelser, som de tidligere år har gjort. Er ret sikker på, at jeg i år mindst skal afsted det samme antal gange som tidligere år – gerne flere .
Fremtiden for Skjern Å ser for mig ret positiv ud, selvom der naturligvis hele tiden ligger lidt mørke skyer og truer. Men heldigvis er der en stor skare af mennesker, som gør et kæmpe stykke arbejde for at sikre bestanden af de forskellige arter. Stor respekt og tak for deres utrættelige arbejde.
Når man ser på antallet af fangede laks i 2025, bør man samtidig også se på antallet af lystfiskere ved åen. Og korrigerer man for det, er jeg ret sikker på, at sæsonen 2025 var en fin sæson. Mit bedste bud må være, at der i 2025 var halvt så mange lystfiskere ved Skjern Å som tidligere år. Det er man et eller andet sted nødt til at korrigere for i det samlede regnestykke. Om der kommer en kvote i 2026, betyder intet for mig. Det er fighten, naturen, sammenholdet og ikke en fisk med hjem, der er afgørende.
Men der vil komme år, hvor det vil være hårdt at være laksefisker – sådan er det. De globale miljøforandringer er formentlig kommet for at blive, og det vil til stadighed være en stor ubekendt og en usikkerhedsfaktor. Det afgørende her må så være, at vi står sammen og bakker op om omkring åen uanset, hvordan fangsterne i det enkelte år ser ud.
Knæk og bræk til alle i 2026. Nu er der ikke lang tid til.

Laksefiskeren fortæller – Peter Cramon
Laksefiskeren fortæller – Peter Cramon























