Laksepremiere Vidå
Som sædvanlig troppede mange inkarnerede laksefiskere op i højt humør fra den årle morgenstund ved Vidåens vande i håb om at få en premierelaks på krogen. Milde vejrguder og kølige vandtemperaturer talte for gode muligheder for blankfisk, men den langvarige tørke siden slutningen af februar talte imod. Vandstanden i åløbene var lav, og personligt kan jeg ikke mindes en så lav vandstand i midten af april. Sidste år var forholdene lige modsat. Da stod vandet somme steder op til digekanten.

Trods ihærdige anstrengelser og højt humør viste det sig i løbet af formiddagen, at den lave vandstand og relativt lave strømhastighed var udslagsgivende. Da de fleste deltagere dukkede op ved 13-tiden til pølser og fiskesnak samt lidt drikkelse ved Lægan var der ikke fanget en eneste blankfisk. En del gedder og aborrer var kommet på land, men ingen laks eller havørreder. Vidåen er normalt en langsom starter, men der er altid fanget blankfisk på premieredagen omend i beskedne mængder. Da jeg forlod Lægan ved 14-tiden og kørte hjem, så dette år ud til at blive en undtagelse.
Heldigvis ændrede dette billede sig sidst på eftermiddagen. Halv syv ringede min telefon. ”Mikkel har lige fanget en fin laks ved Pælesvinget”. Det var Steffen Petersen, Mikkels far, der ringede. Pælesvinget ved Lægan er et af Vidåens hot spots, og selv ved lav vandstand vil stedet som oftest holde laks. Mikkel og Steffen havde været i gang fra morgenstunden og sluttede dagen af med succes ved det kendte sving.
Mikkel er bare 10 år gammel, men allerede en rutineret fisker med hele tre laks på CVet. Som 5-årig fik han en fiskestang i hånden og har siden da været opslugt af fiskeriet. De to første laks krævede lidt hjælp fra farmand, men denne gang klarede Mikkel skærene helt alene. Laksen var i øvrigt 88 cm lang, vejede 5,8 kg og blev taget på en spinner.
Nu står påsken for døren, og i påskedagene vil mange sikkert igen være ude ved åløbene med fiskestangen. Vandløbene mangler mindst en halv meter for at have normal vandstand i forhold til årstiden, så en god mængde regn vil være kærkommen. I den forgangne nat faldt der 8 mm, men der skal meget mere til for at sætte skub i opgangen af blankfisk. Igår ved pælesvinget blev der igen fanget en fin laks på 7.5 kg
God fornøjelse derude ved vandene og knæk og bræk i den kommende sæson
Jens Chr. Lund.
Laksepremiere Vidå
Laksepremiere Vidå