Spændende nyt fra Vidå
Der ruller de bække så tungt gennem dal,
langmodigt ta’r åen imod
og skrider til havs i en sindig spiral,
forinden den drev det til flod.
Men hvor den kan glitre en sensommerkvæld,
når laksen går op mod dens strøm,
når siv og når flæg,
får dugstænk i skæg,
og dagen går bort som en drøm,
Ovenstående vers fra digtet “Jylland”(1901) er Jeppe Aakjærs lyriske hyldest til Karup å, der løber gennem engene i umiddelbar nærhed af landsbyen Aakjær, hvor digteren blev født i 1866. Den smukke og malende beskrivelse af vandløbet og dens laks (havørreder) kan i dag umiddelbart overføres til Vidåen og andre vestjyske åer, der hver især starter som mindre bække og ender som brede “floder”, hvor laks og havørreder i efterårsmånederne går op mod strømmen for at videreføre slægten.
Opgangen har i september været begunstiget af store regnmængder, og her ved overgangen til årets sidste fiskemåned er vandstanden i åløbene helt perfekt. Samtidig er vandtemperaturen efterhånden kommet ned på et fornuftigt niveau, som både begunstiger fiskeri og opgang. Sommermånederne har været meget tørre og i perioder også meget varme, hvilket har betydet, at fiskeriet i vidåsystemet har ligget mere eller mindre stille det meste af tiden. Efter mere end 150 mm regn i september er vandløbene dog nu fyldt op til randen, hvilket har sat gang i vandrefiskene. Både laks og havørreder fanges nu med jævne mellemrum, og selv om de fleste fisk er farvede og stort set alle genudsættes, så er forventningen om flex på klingen jo drivkraften, der får folk ud af sofahjørnet.
I skrivende stund ligger antallet af fangede laks og havørreder en smule under sidste års fangster, hvilket nok skyldes den lave vandstand og høje vandtemperatur langt hen i efteråret. Oktober kan dog nemt rette op på dette, da forholdene ved åen som nævnt nu er perfekte.
Artiklen fortsætter under billedet

Søndag d. 6/9 afviklede foreningen sin årlige familiedag langs Vidåen ved Provst Petersensvej i Tønder. I ugen forinden var der faldet store mængder regn med stigende vandstand til følge, så forventningerne til dagens fangster var ganske gode. De store fangster udeblev dog, selv om både unge og gamle gjorde ihærdige forsøg med både spinner og blink samt regorm. En del mindre skaller og aborrer blev fanget og genudsat, men humøret blandt deltagerne var højt, især da vejret viste sig fra sin bedste side med sol og blå himmel.
Artiklen fortsætter under billederne fra Familiedag ved Vidåen i Tønder

Det nye omløbsstryg i Sønderåen ved St. Jyndevad blev indviet for lidt over et år siden, og allerede nu kan man konstatere, at den gravede kanal med gydegrus i bunden mange steder minder om et naturligt vandløb. Den varme sommer har sat skub i plantevæksten både i omløbet og på bredderne, hvor der er plantet hurtigtvoksende løvtræer. Kraftige regnskyl skabte sidste år en del erosion på de nøgne bredder, men det har de grønne vækster nu stort set sat en stopper for. I selve vandløbet har små og større “øer” af planter dannet naturlige strømrender med klart og iltrigt vand og masser af skjulesteder for fiskene, hvilket jeg ved selvsyn har konstateret på jævnlige gåture langs det nye stryg. For enden af stryget øst for Jyndevad er der bygget en gangbro over åen, så både fodgængere og cyklister kan færdes på begge sider. Sidste vinter har lokale fodgængere langs stryget konstateret gydende laks og ørreder på de udlagte grusbanker, og dermed kan man imødese en positiv indvirkning på vidåsystemets fiskebestand i de kommende år.
Artiklen fortsætter under billedet

Årets sidste fiskemåned står nu for døren. Erfaringsmæssigt har oktober som regel været en god fiskemåned, og det er stadig muligt at hjemtage en laks på højst 73 cm. Sidste år satte vejrguderne en stopper for fiskeriet i den sidste uge af oktober på grund af oversvømmede bredder, men hvis vejret de næste uger arter sig nogenlunde fornuftigt, vil fangsterne med udgangen af oktober sikkert være på niveau med sidste års fangster.
Knæk og bræk derude ved vandløbene!
Jens Chr. Lund
























