Ta` din lokale brandmand med på fisketur!

305

Ta` din lokale brandmand med på fisketur!

Overvejelser om dit fokus og indre balance, kan give succes den dag drømmefisken endelig hugger.

Åen gynger voldsomt under dig.

Det hele er meget hektisk, sveden hagler af dig, åndedrættet går fuldstændig amok mens du igen råber efter din fiskemakker, der går længere ned af åen.  FISK! KÆMPE FISK!!! Du har ikke råbt så højt siden du tabte hovedet foran din teenager, da ”den” igen glemte håndklæderne på badeværelsesgulvet for et par måneder siden.

Du må igen på en løbetur efter den store fisk, og ender ved det store træ, mens linen bare fosser af hjulet. Din fine nye hvide fletline kan nu ses langt ned af åen, bag træet, og den fortsætter af hjulet, mens den hviner.

En smuk lyd, du ellers har håbet at komme til at høre, da du satte linen på i går.  Men lige nu er det hele kaotisk. For kaotisk til at nyde den længe ønskede sang fra hjulet.

Du overvejer et kort sekund om du skal springe i åen og følge fisken – DEN MÅ IKKE TABES. Men du besinder dig, da vandstanden er lige høj nok.

Din puls er ved at springe skalaen, du ryster voldsomt, mens du febrilsk roder efter din telefon, og skal holde styr på stangen, der er spændt til bristepunktet. Du kan ikke ramme tasterne på mobilen. ”Hvor fanden bliver han af ”. Midt i roderiet, taber du mobilen ned mellem sivene.

Nu står ”lokomotivet” endelig stille, langt bagerst i hullet!

Det er en Laks og en kæmpe en af slagsen – det var tydeligt da den vendte to gange foran dig. Så stor at du kunne spejle dig i den. Måske er vi på 20+. En størrelse Dinesen.

Håbet er lige nu bare at få den liiiidt tættere på, så du bare kan få lov at se den en gang til, bare et glimt. Måske endda filme den, så du kan bevise at Loch Ness findes.

 Laksen huggede i yndlingshullet i solskin og behageligt vejr. Alligevel har du gevaldig svært ved at nyde oplevelsen, der er ved at kvalificere sig til dit værste mareridt, helt på linje med en klassisk fortælling om fredag den 13.

Du råber igen panisk ”HJÆLP – SÅ KOM DOG OG HJÆLP”. Den skal tættere på nu, og du holder laksen HÅRDT, mens den går af vandet flere gange – det er jo fuldstændig vildt det her.

Du har endelig kroget en af de helt store, men panikken har også kroget dig, hvilket betyder at du også er tæt på at tabe en af de helt store…

Det havde du ikke regnet med.

For 15 minutter sad du på det væltede træ, og nød en kop kaffe med din fiskemakker. Fuldstændig balanceret og afslappet, mens du nød solen og bøgen der lige er sprunget ud. Talte om sanglærken og den tidlige vibe, i mødte på vej til åen.

Mens i nød kaffen, blev i enige om at det nok heller ikke blev jeres tur i dag, at fiskelykkens gudinde næppe ville smile jeres vej. Så mange fisk er der jo heller ikke i åen, og vandstanden, og vindretningen, og farven på vandet og tid på dagen og bla bla bla….

Men det blev din tur – lige nøjagtig i dag blev det din tur…

Vi vender tilbage til fisketuren og drømmefisken, hvor panikken, adrenalinen, uroen og pulsen er ved at tage over på situationen. Du har mistet overblikket….

Hvilket har kostet mange drømmefisk gennem tiden og som efterfølgende har født lige så mange gentagne mareridt.

Måske har du også mistet en drømmefisk eller 2, der lige nu løber gennem dit hoved.

Der er en skjult faktor, der lige nu har stor indflydelse på om du får fisken land, ”en indre kamp”. Den kamp der foregår i vores hoved og krop, der handler om ”at kunne holde hovedet koldt under pres”. En kamp der driller os alle, på forskellige tidspunkter i vores liv. Det at balancere energien i hoved og krop, når kæmpefisken melder sig, er en overset kamp i kampen. En kamp som er hovedperson  i denne artikel, og som er ganske vigtig fra fisken hugger, til den må overgive sig.

Husk hjernen, så du ikke taber hovedet”

At kunne holde hovedet koldt under pres, er et centralt emne i mit liv som forfatter og foredragsholder. Jeg er interesseret i og har specialiseret mig netop omkring evnen, at balancere den indre energi i svære situationer. Evner og erfaringer der i den grad er vigtige når du har store og små drømmefisk på krogen. Vel at mærke, uanset om du er nybegynder eller har fisket de sidste 50 år.

Du kan ikke styre om fisken kommer på land, eller op at hænge over pejsen. Selvfølgelig er dernoget åbenlyst man kan forberede – noget med smurt hjul, fiskeline (nok line) og husk net.

Men når fighten står på….

Og fisken buldrer fra grøderanken på den ene side, derefter til vandranunklen på den anden kant og så ind under grenen ved det store træ. Ja så er der en masse man ikke kan styre.

Men dit eget system og indre balance, kan du tage en vis kontrol over. Det eneste der ikke hjælper når adrenalinen kommer buldrende og får dit åndedræt til at slå flik/flak, mens benene ryster, er at går i panik.

Hvad sker der med dig, når hjernen er ude af balance:

Når du oplever situationer hvor du bliver overrasket, som er diffuse eller er vigtige for dig – som når den store fisk hugger. Her er hjernens opgave at finde det rette spændingsniveau i både hoved og krop.

Hjernen står for den indre energifordeling, og med den store laks for enden, bliver der ofte skruet for meget op for adrenalinen og handlekraften. Mens der bliver skruet ned for overblikket og evnen til at tænke klart. Panik og forvirring generer store mængder energi, og de store muskelgrupper er i gang – NU SKAL FISKEN IND.

Det kniber gevaldig med at tænke klart.

Du er ekstrem handlekraftig og der skal ske noget!! Nøjagtig det modsatte af det vi kalder ”at have koldt vand i blodet”.

Når panikken indfinder sig, er fisken meget tæt på at blive tabt.

Har du mistet overblikket og handlekraften sætter ind, vil du opleve fisk der også går i panik. Når man sætter hårdt mod hårdt, så er der naturlove der træder i kraft. Begge ender af fiskestangen er så at sige i panik.  Det betyder at fisken springer og vil kæmpe for sit liv – den generer også voldsomme mængder energi lige nu. Fisken sætter også hårdt mod hårdt.

Inviter Sydvestjydsk Brandvæsen med på fisketur!

I mit arbejde som forfatter og foredragsholder har gennem de sidste 3 år samarbejdet med Sydvestjydsk Brandvæsen, og været med dem på øvelse mange gange. Bevæget mig i varme, røgfyldte og aldeles ucharmerende øvelokaler i røgdykkeruniform med høj puls, blodtryk og et ujævnt åndedræt. Jeg har været under pres, for at lære, og få erfaringer som kan bruges i den ”virkelige verden”.

Det er disse erfaringer, hvor jeg tænker, der er inspiration for os lystfiskere. Og ja du læste rigtigt, vi kan bruge erfaringer fra brandmændene, for de er eksperter i at balancere den indre energi. Brandvæsenet tager deres indre system alvorligt, og den viden kan vi bruge på fisketuren.

Brandfolkene ved, at kan de balancere deres indre og sørge for ”koldt vand i blodet”, kan de også styre

  • Den voldsomme energi
  • Overblikket
  • Holde hovedet koldt

Kan brandfolkene balancere deres eget system, løser de opgaven. Fuldstændig samme tænkning gælder ved dine drømmefisk.

Et af de værktøjer som jeg er meget begejstret for, er brandmændenes værktøj ”at tage et knæ”.  Et mentalt ”værktøj” der sikrer en lille pause, midt i kaosset, som jeg tænker er brugbart for alle. For godt nok er vi ikke brandfolk, men vi oplever alle med jævne mellemrum situationer med stort pres, som vi gerne vil tackle i balance, med vores bedste sider eller rimelig roligt.

Når en brandmand oplever for stort ydre og indre pres, tager han et ”knæ”. Et knæ er en kortvarig indre pause eller mental timeout.

Når man tager ”et knæ”, sætter man sig ned på knæ, som når man frier for sin elskede. Samtidig bliver der samtidig taget dybe indåndinger helt ned i maven. En måde at genfinde overblik mens man genskaber den indre balance.

Sammen med de dybe indåndinger, bliver hastigheden på hele den igangværende oplevelse sat lidt ”ned”. De dybe indåndinger og bevidstheden om at holde fast i roen – gør underværker.

Vi bruger ofte vendingen ”tag en dyb indånding”, eller at tælle til 10. Små tricks, der kan virke banale, men som er imponerende funktionelle også når du står med drømmefisken. Uanset om du lufter dine stænger ved å, sø eller hav.

Jeg medgiver, det er lidt svært for os lystfiskere at tage et knæ, vi har RIGELIGT at gøre med fisken. Men den dybe indånding eller to, bidrager til en ”mental timeout”, der sætter ”hastigheden” lidt ned, mens vores handlekraft og overblik bliver balanceret.

Det er sjovt når adrenalinen og energien kommer buldrende Men de samme hormoner kan blive enden på vores fiskeeventyr, og starten på vores værste mareridt. Især ved drømmefisk.

Lidt forbedrende tanker der virkelig gør underværker, når det kommer til at balancere dig selv, når presset er størst. Jeg vil stille dig to spørgsmål der kan hjælpe dig og forberede din kommende oplevelse med en stor laks eller havørred.

Hvad gør du for at holde dit indre system balanceret, når du har stor fisk på krogen?

Hvordan kommer du tilbage i balance, når du opdager du har tabt hovedet og overblikket?  

To forberedende spørgsmål der kan gøre store forskelle, uanset om vi taler drømmefisk, eksamener, vigtige møder osv.

Tilbage til drømmelaksen

Vi er tilbage ved din drømmelaks. Denne gang har vi inviteret en brandmand med på fisketuren, eller taget nogle af hans erfaringer med. Der er stadig godt gang i begge ender af fiskestangen. Laksen er en ren rodeotur, men du har gjort dig tanker om dit dybe åndedrag – at slå koldt vand i blodet.

Tanker om hvordan du gennem dit åndedræt, din bevidsthed eller erfaringer fra tidligere holder hovedet koldt, og balancerer dit indre.

Lige nu står du i en udfordrende situation, som du ønsker falder ud til din fordel. Taber du hovedet og overblikket undervejs i fighten af drømmefisken, så ved du, at må du tage et ”mentalt knæ” – eller to. For uden hoved og overblik, går det let galt, og så du ender med den frygtede følelse af tomhed, mens du febrilsk mærker efter den tabte tyngde i stangen – mens det går op for dig at fisken er mistet.

Hvordan både balancen og ubalancen føles lige præcis hos dig, kan jeg ikke redegøre for, men det er en del af lystfiskeriet, og en fed del af lystfiskeriet. Med fordel kan du blive mere bevidst på, hvad du gør, for at håndtere dig selv, når laksen er størst.

Der er masser af viden og små tricks der kan hjælpe dig fra fisken hugger, til den ligger på land. Jeg håber at artiklen har givet dig indsigter og måske endda ny viden. Viden og tricks der kan virke lette i teorien. Med understregning af meget lettere i teorien, end når de udleves med en 20 kilo fisk på krogen, i høj vandstand og omgivet af flere meter høje siv. De forskellige tricks og den ny viden skal trænes ude i virkeligheden, både før, men også meget gerne med en stor fisk på krogen.

Laksen/havørreden/gedden – (indsæt selv flere), vil også næste gang være stor og svær at have med at gøre – Og igen og igen må du balancere den voldsomme energi, der (heldigvis) opstår når vi får både store og små fisk på krogen.

Men med lidt viden om din indre kamp, kan du gøre mødet med din drømmefisk til en fantastisk oplevelse, frem for et mareridt hvor du gang på gang må vågne midt om natten, badet i sved over hvordan fighten endte..

Vi ses ude ved åen…

Johny Gammelgaard (wobler),
December 2020
Tjæreborg
Forfatter til bogen ”Husk hjernen, så du ikke taber hovedet”
Medlem af Sydvestjydsk Sportsfiskerforening

Ta` din lokale brandmand med på fisketur!

Ta` din lokale brandmand med på fisketur!

Ta` din lokale brandmand med på fisketur!

Ta` din lokale brandmand med på fisketur!

Tidligere artikelTHUNDER CREEK POLAR – KYSTFLUE – AFISKERI.DK
Næste artikelTHE LONESOME RIDDER – MONTH FLY JANUARY 2021